Akrylfarver
En verden af fordele og muligheder.
Akrylfarve er en alsidig, hurtigtørrende og vandbaseret maling baseret på en akryl-emulsion der binder farvepigment og vand sammen. Når vandet fordamper, tørrer malingen vandfast op. Så længe malingen er våd, kan du nemt blande, fortynde og rengøre med vand. Akrylfarver produceres i flere typer med vidt forskellig konsistens.
De tyndtflydende typer er velegnet til bl.a. airbrush og markerarbejde - det er f.eks. produkter som Aero Color fra Schmincke. De tyktflydende varianter er mere velegnede til brug sammen med bl.a. pensel, malekniv eller spartel - det er eksempelvis PRIMAcryl eller Akademie Heavy Body fra Schmincke.
Pris og kvalitet følges generelt ad - jo højere pris, jo bedre kvalitet, brillans, blandbarhed, pigment og lysægthed får du for pengene. Uanset hvad du vælger, kommer du ikke galt af sted med Schmincke - selv deres billigste College akrylfarve har en udmærket kvalitet. Du kan læse mere om akrylfarver nederst på siden
Hvad er forskellen på akryl og oliefarver?
Akrylfarver sammenlignes ofte med oliefarver og kan i princippet bruges til mange af de samme teknikker. Der er dog nogle væsentlige forskelle.
Akrylfarver trænger ikke ind i porøse overflader på samme måde som oliefarver gør, derfor kan den, i nogle tilfælde, kræve en anden grundering.
En anden væsentlig forskel er, at akrylfarver tørrer langt hurtigere end olie. Dette er en stor fordel, hvis du er nybegynder eller ønsker en hurtigere arbejdsproces. Oliemalerier kan tage måneder om at tørre - akrylmalerier tørrer ofte samme dag.
Til gengæld giver oliefarvernes lange tørretid visse fordele i arbejdsprocessen - f.eks. med vådt-i-vådt teknikker.
Valget er ofte et spørgsmål om smag og temperament.
Tørretiden på begge typer farver kan manipuleres med malemidler. Ønsker du at forlænge tørretiden på akrylfarver, kan dette gøres ved at tilsætte et malemiddel (retarder) ligesom oliefarvers tørretid kan forkortes ved tilsætning af et malemiddel (rapid medium/sikkativ).
Det er givetvis af disse årsager, at vandopløselige oliefarver aldrig rigtigt er slået an ;)
Generelt er oliefarver mere velegnet til klassisk "fladt" maleri, hvorimod akrylfarver byder på et væld af kreative muligheder - f.eks. i kombination med det store udvalg af forskellige malemedier, hvor man let kan skabe interessante overflader, effekter og strukturer. Akrylfarver kan også let blandes med andre elementer som sand, tekstil, træ, glas, metal osv. ligesom det er muligt at benytte akrylfarver sammen med mange andre teknikker.
Der er andre, mere tekniske forskelle. Oliefarver kan f.eks. absorbere mere pigment end akrylfarver, fordi linoliemolekyler er mindre end akrylmolekylerne.
Dette giver en fordel på farveintensitet og lysægthed - til gengæld findes effekt- og fluorescerende farver som regel kun i akrylfarve.
Holdbarhed og stabilitet på de to forskellige farvetyper er omdiskuteret.
Oliefarver har været kendt i århundreder, hvorimod akrylfarver kun har været kendt i ca. 50 år. Noget tyder dog på, at akrylfarver har en fordel, fordi de ikke gulner og er elastiske i modsætning til oliefarver, som både gulner, bliver hårde og krakelerer over (lang) tid.
Den vigtigste forskel for de fleste af vores kunder er nok lugt og rengøring.
Akrylmaling har en meget mild lugt og det er let at fortynde og gøre redskaberne rene i vand.
Oliefarve lugter en del mere pga. indholdet at linolie og det er nødvendigt med skrappere midler som f.eks. terpentin til rengøring og fortynding. Oliefarver er således ikke for børn ligesom de kræver udluftning.
I mange år har akrylfarverne støt fortrængt oliefarverne, men nu er oliefarver stærkt på vej tilbage. Vi kan anbefale at du udforsker mulighederne og danner dig dit eget indtryk.
Uanset hvad du vælger, finder du både fremragende akryl- og oliefarver fra vores partner Schmincke.